Kirsten Rasmusdatter

Kirsten Rasmusdatter var gift første gang med en Mads Pedersen, og efter hans død giftede hun sig med møller Borchardt Hofmand. Han døde i 1699 (begr. den 30.4.1699), og den 7.6.1700 blev hun gift i Uth kirke med Hans Jørgensen, som herved overtog møllerhvervet i Over Mølle.
Den 29. juni 1730 blev der afholdt skifte i boet efter afdøde møllerkone Kirsten Rasmusdatter i Over Mølle. Ved sin død efterlod hun sig enkemanden Hans Jørgensen samt børn af tre ægteskaber. I første ægteskab med Mads Pedersen, der her nævnes med tilnavnet tømmermand, var der to døtre: Margrethe Madsdatter, gift med Jens Smed i Hornum, og Maren Madsdatter, der for 13 år siden rejste til Holsten og siden ikke havde ladet høre fra sig. Hun angives iøvrigt at være 44 år gammel. I ægteskabet med Borchardt Hofmand, der også nævnes med tilnavnet tømmermand, havde hun sønnen Mathias Borchart, der var 32 år gammel og bosat i Dagnæs. I ægteskabet med Hans Jørgensen var der børnene Borck Hansen, 28 år, bosat i Dagnæs, Jørgen Hansen, 25 år, bosat i Tyrsted, Christen Hansen, 20 år, tjenende hos broderen i Dagnæs, Karen Hansdatter 26 år, hjemme hos faderen, og Christine Sophie Hansdatter, 22 år, tjenende på Boller.
Boet var meget fattigt og den samlede værdi beløb sig kun til 66 rdlr. Møllehuset, [der] var på 12 fag, var brøstfældigt for 24 rdlr., og ladehuset på 11 fag skulle repareres for 10 rdlr., mens der på tørve og porthus med 4 fag behøvedes 6 rdlr. til reparation. Maaleværket af 14 alens længde var brøstfældige for 25 rdlr., og møllehjulet skulle repareres for 20 rdlr.

Kilder:
Uth kirkebog 1684-1814
Boller/Møgelkjær skifteprotokol 1721-1745 fol. 75b (LAV: G 366.148)
Litteratur:
Slægten Juul fra Skjold sogn

Se hendes anetavle

Se hendes 3. mand Hans Jørgensens biografi


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)