Karen Jensdatter

Karen Jensdatter blev født i gården Thomashøj, As sogn, og døbt i As kirke den 3. februar 1709. Forældre: Jens Pedersen Dall og Karen Sejersdatter. Gudmoder var Mette Ladefoged af Klakring, og faddere var Peder Dall, Jørgen Dall og Karen Hiulmand.
Hun blev gift i As kirke 3. juledag 1730 med Søren Rasmussen fra Hosby. Han døde i november 1738, og Karen Jensdatter giftede sig derefter den 2. juli 1739 med Jens Christensen Bunde af Klakring. Han fik den 26. februar 1739 fæstebrev på den gård i Hosby, som Søren Rasmussen var fradød få måneder forinden. Gårdens hartkorn var 6 tdr. 4 skpr. 1 fjdkr.
I ægteskabet med Søren Rasmussen fik hun børnene:
1. Karen Sørensdatter Bonde (døbt 21.10.1731 i As). Hun blev gift med Søren Jørgensen Vaase i Hosby.
2. Anne Sørensdatter (døbt 27.12.1733 i As, død 16.2.1810 i Overby, As sogn).
3. Rasmus Sørensen (døbt 22.4.1736 i As). Det må være ham, der blev begravet d. 13.7.1738 som ”Søren Rasmussens barn”.
I andet ægteskab med Jens Christensen Bonde fik hun børnene:
4. Søren Jensen (døbt 26.6.1740 i As, begr. 30.10.1740). Han blev opkaldt efter sin mors første mand.
5. Anne Cathrine Jensdatter (døbt 11.2.1742 i As).
6. Dødfødt barn (begr. 26. søndag e.trin. 1744)[1].
7.
Christen Jensen (døbt 27.2.1746 i As).
8. Anne Marie Jensdatter (døbt 11.8.1748 i As, død før 1773).
9. Maren Jensdatter (døbt 31.1.1751 i As, begr. 31.3.1751).
10. Jens Jensen (døbt 10.9.1752 i As).
11. Sara Cathrine Jensdatter (døbt 2.3.1755 i As, død dec. 1755)[2].

Karen Jensdatter døde i Hosby i 1773 og blev begravet den 8. juli. Den 13. oktober 1773 afholdtes der skifte efter gårdmand Jens Christensens afdøde hustru Karen Jensdatter i Hosby, og heraf fremgår det, at  svigersønnerne Søren Vaase og Hans Kusk på egne og hustruers vegne erklærede, at de var velfornøjet med, hvad de tidligere havde fået i medgift. Sønnen Christen var ligeledes tilfreds med, hvad hans far havde givet ham til forskellige tider, men derimod enedes man om at tillægge den ugifte datter, Anne Cathrine Jensdatter, en god seng med omhæng og klæder, en malet fyrretræskiste med lås og nøgle, et fyrretræsskab eller 2 rdlr., og desuden skulle hun "nyde" en god ko eller 10 rdlr. Hun fik tillige 4 får eller 4 rdlr. Endelig skulle hendes fader eller gårdens efterkommende fæster give hende et antageligt bryllupsgilde, "som antagelig kan ansees for hendes stand".
Endelig blev det også bestemt, at den yngste søn Jens til sin tid skulle overtage gården efter faderen og da nyde hvad bohave, der til den tid måtte findes i gården. Jens Christensen Bonde af Hosby døde 65 år gammel og blev begravet på As kirkegård den 23. september 1779.

Kilder:
As kirkebog 1687-1755, 1753-1783
Palsgaard fæsteprotokol 1719-1784, fol. 180 (LAV: G 370.19)
Palsgaard skifteprotokol 1745-1790, fol. 506 (LAV: G 370.112)
Litteratur: 
Anetavle for Rasmus Rasmussen og Maren Jensdatters børn, nr. 27

Se hendes anetavle

Se hendes første mand Søren Rasmussens biografi


[1] I kirkebogen står der 26. søndag efter Trinitatis, men iflg. Bauers kalender eksisterede den søndag ikke i 1744, hvor man gik fra 25. søndag efter trinitatis til 1. søndag i advent.

[2] Datoen kan ikke ses på gr. af en blækklat i kirkebogen.


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)