Johanne Birgitte Nielsen

Johanne Birgitte Nielsen blev født i "Ottosminde", As sogn, den 12. maj 1904, hjemmedøbt den 28. maj og fremstillet i As kirke den 16. oktober samme år. Forældre: Christian Madsen Nielsen og Louise Hansen. Faddere: Gårdmand Rasmus Peder Rasmussen på Overby Mark og hustru Kirstine, købmand Alfred Hay i Overby og barnets far.
Grunden til, at hun blev hjemmedøbt var, at As kirke det år blev restaureret og bl.a. fik nyt inventar. Kirken var derfor lukket, men der blev holdt gudstjenester i forsamlingshuset. Folk foretrak dog at få deres børn hjemmedøbt og fremstillet i kirken, når den igen blev taget i brug, og Johannes mor Louise ville i alt fald ikke have sin lille pige døbt i forsamlingshuset. Johanne Birgitte kan både være opkaldt efter begge sine bedstemødre, men også efter præstefruen Johanne Birgitte Melbye.
Da den årgang blev konfirmeret, bemærkede præsten, at de havde været nogle svæklinge, fordi de alle var hjemmedøbte. Det havde altså en naturlig forklaring.
Johanne var på Rødding Højskole i 1923. Her var et af stileemnerne, at de skulle skrive om deres slægt. Johanne fik derfor sin Far til at notere ned, hvad han vidste om slægten, og det brev eksisterer stadig i kopi.
Efter giftermålet med Jens Juul Hansen, som var fra samme sogn, blev hun gårdmandskone i Nebel, Rårup sogn, og parret fik fire børn: Gudrun i 1928, Gerda i 1931, Holger i 1933 og Hans i 1939.
Johanne boede de sidste måneder af sit liv på Rårup Plejehjem og her sov hun stille ind den 16. juli 1986. Hun blev begravet på Rårup kirkegård den 19. juli 1986, og hun havde selv bestemt, hvilke salmer der skulle synges ved hendes begravelse. Numrene var skrevet ned på en lap papir, der lå i hendes pengepung.

 

 


Kilder:

As  kirkebog 1904

Se hendes anetavle

Se hendes mand Jens Juul Hansens biografi

Se et barndomsbillede af Johanne Birgitte Nielsen


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)