Jens Hansen Smed

Hans Mikkelsens barn Jens blev født i Nebsager i 1711 og døbt i Nebsager kirke 2. juledag, d. 26. dec., 1711. Der står i kirkebogen, at han blev opkaldt efter præstens svigerfar Jens Techo, og blandt fadderne var hans farfar Mikkel Smed.
Jens Hansen overtog den 17. febr. 1739 fæstet af et boelssted i Breth, Barrit sogn efter faderen Hans Mikkelsen Smed og skulle ligesom ham svare 10 slettedaler i landgilde. Men ligesom for faderens vedkommende blev det beløb reduceret i forhold til det smedearbejde, han udførte på Skerrildgård, under hvilken han var fæster. Smedearbejdet bestod bl.a. i at holde to af godsets hopper ved lige med hestesko.
Han har sikkert giftet sig omtrent samtidig med Birthe Rasmusdatter. Det kan dog ikke verificeres, eftersom Barrit kirkebog først startede i 1745, og da var han gift med Karen Madsdatter. Der findes dog et skifte efter Birthe Rasmusdatter i Breth, som efterlod sig manden Jens Hansen Smed, men ingen børn.
Jens Hansen Smed og Karen Madsdatter fik børnene:
1. Birthe Jensdatter (døbt 28.8.1746 i Barrit)
2. Hans Jensen (døbt 3.3.1748 i Barrit).
3. Anne Jensdatter (døbt 25.10.1750 i Barrit, begr. 4.5.1775 i Nebsager). Hun blev gift med Søren Sørensen, og de boede i Nebsager Skov. Hun døde i barselsseng, kun 25 år gammel, og efterlod sig to små børn.
4.-5. Tvillingerne Mads og Anders Jensen (døbt 12.5.1754 i Barrit).
6. Ellen Jensdatter (døbt 31.8.1760 i Barrit).
7. Niels Jensen (døbt 26.12.1761 i Barrit).

Jens Hansen Smed blev enkemand igen i 1784, Ved folketællingen i 1787 var han aftægtsmand hos sønnen Hans Jensen i Breth, og ved folketællingen i 1801 opholdt han sig hos datteren Birte Jensdatter i Breth. Han døde i 1805 og blev begravet på Barrit kirkegård den 11. april 1805.

Kilder:
Nebsager-Bjerre kirkebog 1689-1729
Barrit-Vrigsted kirkebog 1745-1801, 1801-1814
Folketællingen for Barrit sogn 1787, 1801
Skerrildgård skifteprotokol 1721-1789 s. 121
(LAV: G 373.3) [skifte efter Birthe Rasmusdatter i Breth 1745]
Skerrildgård skifteprotokol 1721-1789 s. 313 (LAV: G 373.3) [skifte efter Anne Jensdatter i Nebsager Skov 1776]
Litteratur:
Slægten fra Vestergaard i Bisholt, s. 51 (nr. 29)

Se hans anetavle

Se hans kone Karen Madsdatters biografi


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)