|
Birte
Marie Jensen blev født i Rårup Østermark den 9. februar 1862 og døbt i Rårup
kirke den 13. april 1862, opkaldt efter begge sine bedstemødre, Johanne Marie
Jørgensdatter og Birthe Jensdatter. Forældre: Jens Hansen Juul og Maren Andersdatter, 34 år. Faddere: Hans Juulsens kone, Iust Hansens kone, tømrer
Niels Møller, alle Rårup, ungkarl Jørgen Erhardtsen, Lystrup, og ungkarl Søren
Andersen, Barrit.
Hun blev konfirmeret i Rårup kirke den 23. april 1876 med karakteren g+ for
kundskab og mg for opførsel. På det tidspunkt tjente hun hos lærer Frandsen i
Rårup Østermark.
Birte Marie (udtalt Bært Marí) tjente i en del år i Skjold, indtil moderen døde
i 1880 og hun kom hjem for at holde hus for faderen og tage sig af lillebroderen
Karl Eller, som da var 5 år gammel. Han døde dog i februar 1882.
Hun var 38 år, da hun i 1900 blev gift med Hans Jørgen Hansen. Det fortælles
om hende, at efter hun havde mistet sit første barn (født 24. maj 1901), ville
hun gerne have haft broderen Hans Juels yngste barn Agnes, der blev født i
1902. Hun syntes, at han havde børn nok (8 foruden 2, der var døde som små),
men det gik Hans selvfølgelig ikke med til, og året efter, nemlig i 1903 fik
hun da også selv en søn, Jens Juul
Hansen.
Birte Marie blev enke i 1913, og hun ansatte da Holger Koch fra Hvirring til at
bestyre gården.
Han blev født den 15. marts 1889 som søn af mølleforpagter Frederik Kristian
Koch og Ane Marie Jakobsen på Hvirring Mark, og skønt han var 27 år yngre end
Birte Marie, giftede de sig i Rårup kirke den 16. december 1914. Et års tid efter solgte de gården i Rårup Østermark (nuværende Østermarksvej 5) til Jørgen
Tarp og købte "Kjeldagergård" i As. Familien boede i alt fald i As
sogn ved folketællingen 1. februar 1916.
Til trods for Birte Maries temperament, levede de godt sammen, og Jens kunne
ikke have ønsket sig en bedre stedfar. Da Holger Koch engang var alvorlig syg
af tyfus, bestemte han, at Jens skulle arve ham, og heldigvis blev det skrevet
ned og underskrevet af drengens formynder og skolelæreren. Selv om det
ikke var tinglyst, blev papiret erklæret for gyldigt, da Holger Koch døde
flere år senere. Efter Holger Kochs død den 16. september 1942 flyttede Birte
Marie hen til sønnen og svigerdatteren i "Stærmose" i Nebel. Her
boede hun i ca. 9 måneder, inden hun døde af leverkræft den 18. juni
1943 og blev begravet på Rårup kirkegård den 24. juni 1943.
Kilder:
Folketællingen for As sogn 1916
Rårup kirkebog 1855-1865, 1865-1878, 1914, 1943
Se hendes anetavle
Se hendes første mand Hans Jørgen Hansens biografi
Se billeder fra Birte Marie Jensens familiealbum her
Blandt
Birte Maries efterladenskaber findes en navneklud, som hun sandsynligvis selv
har syet. Herpå findes initialer på alle hendes søskende og hendes forældre.

Birte Marie Jensens navneklud
BMJ = Birte Marie Jensen
IMIS = Iohanne Marie Iensen, HIIS = Hans Iuul
Iensen, AIS = Anders Iensen, SIS = Søren
Iensen, EIS = Ellen Iensen, MKIS = Maren
Kjerstine Iensen, MIS = Mads Iensen,
SPIS = Søren Peter Iensen, IKIS = Iulie Katrine
Iensen, KI = Karl Eller Iensen
IHS = Iens Hansen, MAD = Maren Andersdatter,
IIH = Iens Iuul Hansen
GK = Gerda Kristensen (tilføjet senere)
|