|
Michel Christensen blev født i
april 1608 i Bælumgård i Bælum sogn..
Han træffes første gang efter 1635 i “Bælumgaarde”, der dengang må have været en
tvillinggård. Michel Christensen var fuldmægtig over Tulsted gaard og gods, som
Jørgen Kaas til Gudumlund bestyrede for Erik og Bjørn Kaas’s børn (til Vorgaard).
1662 ses han at have været ridefoged for Viffert Seefeld til Refsnæs og 1670 for
jomfru Ide Kaas til Tulsted. Desuden var han kirkeværge sammen med Mads Pedersen
i Nørgaard.
“Om den ovennævnte ridefoged Michel Christensen giver tingbogen nogle
oplysninger. Fra Mikkelsdag 1647 til pinse næst efter havde Per Nielsen i Smidie
haft ophold hos M.C. på Bælumgaard og faaet sin kost med øl og varme, ild, lys
m.m. Desuden havde Per Nielsens arvinger fået en egeligkiste af Michel
Christensen, hvori Per Nielsen blev begravet, da han døde 1649. Men nu vilde
arvingerne ikke betale, hvorfor M.C. beklagede sig paa tinge. I 1662 lod han
stævne Jens Jensen i Bælum i anledning af nogle ærerørige ord, som denne var
fremkommen med paa Visborg birketing 9. juli. Jens Jensen var nemlig fremkommen
med en bemærkning om, at M.C. skulde “blæse i bøssen” for nogle vidner, han
havde ført. J.J. mødte selv paa tinget og forklarede, at de ord, han havde
ytret, sigtede til nogle falske vidner, som M.C. havde “vundet” paa tinget.
Michel Christensen var værge for børnene af afdøde Bertel Nielsen i L.Brøndum. I
1677 beskyldte herredsfoged Jens Nielsen i Horsens ham for misligheder i
forvaltningen af børnenes midler. Samme aar havde de to standspersoner en anden
lille fejde. M.C. havde et par gange i 1677 beklædt retten i herredsfogedens
sted og havde bl.a. afsagt en dom angaaende Peder Kall i Skibsted. Jens Nielsen
vilde da ikke kendes ved det segl, der var under dommen. Michel Christensen
spurgte i retten, hvem der da skulde forsegle den, hvortil herredsfogeden
svarede: “ Det maa du viide och Hvem du hafver hafft til dig,” og saa raabte han
til tingmændene: “Dragis til minde i 8 mænd, Jeg tager Dommen op i Retten,” og
dermed stak han dommen i sin lomme. Ydermere sagde han om M.C., at det ikke var
det første, han havde gjort; han havde “skacket” ham saa mangen daler af.
Det kom naturligvis til proces imellem de to fogeder. Som sættedommer i sagen
beskikkedes Jens Hansen Pors i Lyngby. Pors synes imidlertid ikke at have været
glad ved hvervet og erklærede, at han ikke turde dømme i sagen, da den angik
ærerørig tale, men henstillede den til landsdommeren.”
I 1684 stævnes Michel Christensen af Wolf v. Buchwald til Gudumlund for
arbejdspenge og studepenge af det halve af Bælumgaarde og en halvgaard i Bælum,
han havde i brug (Hans Jacobsens øde gaard).
Mads Michelsen blev gift med Karen Poulsdatter omkr. 1647, og iflg. Mormonernes
database FamilySearch fik de børnene Christen Michelsen
(født ca. 1649, begr. 28.4.1689), Mads
Michelsen (født 1651, død 30.1.1729), Lene Michelsen (født ca. 1653, død
10.4.1739), Peder Michelsen (født okt. 1661, død 4.4.1708), Poul Michelsen (født
1663, død 16.6.1719) og Niels Michelsen (født 1666, død 7.3.1739 [eller
7.8.1714?])
Michel Christensen døde i 1695,
86 år og 7 mdr. gammel, og blev begravet på Bælum kirkegård den 19. november
1695.
Litteratur:
Heilskov: Bælum Sogn… (Fra Himmerl. og Kj. Herred 1933, s. 39-40)
Se hans kone Karen Poulsdatters biografi.
Bælumgårds historie.
|