|
Anders [Ebbesen] Refsgaards søn Jens blev
døbt i Ulfborg kirke den 2. april 1736. Faddere var Birthe Kjærgaard, Villem
Voie [Vodde], Jens Refsgaard, Hans Bertelsen, Karen Kjærgaard og konen i Voie.
Jens Andersen overtog i 1759 som 23-årig Ø.Refsgård under Nr. Vosborg i fæste
efter faderen Anders Ebbesen,
og omtrent samtidig blev han gift med Maren Jensdatter fra Vium i Ulfborg sogn.
Vielser er ikke registreret i kirkebogen på det tidspunkt, så årstallet
kendes ikke.
De fik børnene:
1. Ane Cathrine Jensdatter (døbt 1760 i Ulfborg, gift
26.9.1786 med Christen Nielsen Burlund i Idum sogn).
2. Jens Jensen (døbt 1762 i Ulfborg, begr. 12.4.1778).
3.
Anders Jensen (født 12.5.1765
i Ulfborg, død 11.5.1849 i Kjærgaard, Ulfborg sogn).
Maren Jensdatter døde i januar 1768, og samme år, nemlig den 29. juni 1768,
giftede Jens Andersen sig igen med Karen Jensdatter. De fik en dødfødt dreng (begr.
18.6.1769), en dødfødt datter (begr. 23.9.1870), et dødfødt barn (begr.
29.3.1772) samt datteren Maren Jensdatter (døbt 16.5.1773). Karen Jensdatter døde i 1798 og blev
begravet den 14. marts 1798.
Ved folketællingen i 1787 var der at børn kun den 14-årige datter af 2. ægteskab
samt et plejebarn på 4 år, nemlig Jens Andersens brors sønnedatter Karen
Andersdatter. Derudover var der en tjenestekarl og en tjenestepige.
I hoveriprotokollen for Nr. Vosborg kan læses, at Jens Andersens gård har et
hartkornstilligende på 4 td. 7 skp. 1 fdk. 2 alb.
I 1794 klagede Jens Andersen sammen med nogle andre mænd over omfanget af
hoveriet med disse ord: ”Vi som må og kan betale vores Kontrakt, kunde
langtfra ikke indgå at forrette alt det Hoveri, som vi gør og i nogle År har
været bebyrdet med . . . Gud ved, at vores Hoveri arbejde er snart at ligne ved
Slaveriarbejde, thi det ophører aldrig men er et Arbejde færdig tager et andet
ved, og vor Husbonde har lovet os Løsladelse fra denne Trældom, måtte indkøbe
vore Steder, ligesom andre Bønder her i Nabolaget, men har aldrig villet”.
Hoveriet på Nr. Vosborg var sædvanligvis 2 gangdage om ugen foruden køredage
i så- og høsttiden.
Jens Andersen døde i 1799 og blev begravet på Ulfborg kirkegård den 8. marts
1799.
I andet ægteskab var der som nævnt kun en datter Maren. Hun blev
den 26. september 1796 gift med Christen Jensen Bach af Ulfborg, og de overtog gården
efter Jens Andersens død i 1799.
Kilder:
Ulfborg-Råsted kirkebog 1708-1815
Folketællingen for Ulfborg sogn 1787
Nr. Vosborg fæstebreve 1734-1911 (LAV: G 438.15)
Nr. Vosborg skifteprotokol 1754-1808 (LAV: G 438.202)
Litteratur:
Henning Kjærgaard: Slægtsbogen. Slægterne Kjærgaard og Nielsen fra 1645
(upubliceret).
Kaae: Ulfborg. Bd. 2 s. 95-96
Hoveri i Vestjylland (Hards.Årb. 1944, s. 5-78 )
Se hans anetavle
Se hans kone Maren Jensdatters biografi
|