Inger Andersdatter

Inger Andersdatter blev døbt i Ulfborg kirke den 30. juni 1805, båret af sin moster Jens Kieldals hustru i Idum, og faddere var Christen Buurlund og hustru, Christen Refsgaards hustru og Erik Hvolbye og hustru.
Forældre: Anders Jensen Kjærgaard og Kirsten Madsdatter.
Hun blev gift i Ulfborg kirke med enkemand Grægers Pedersen, Slykgård i Gørding, den 30. september 1824. De fik ingen børn, men ved folketællingen i 1834 havde de en plejedatter Anne Kirstine Laursdatter.
Grægers Pedersen døde den 16. februar 1843, og den 15. oktober samme år giftede Inger sig med Bertel Johansen. Efter hans død i 1852 var hun for anden gang enke, med to små drenge, Grægers Bertelsen født den 17. december 1844 og Anders Kjærgaard Bertelsen  født den 19. maj 1849. Knap et år efter, den 24. marts 1853 giftede hun sig igen med den ti år yngre Mads Jensen af Sønder Gråkær i Nees.
Inger overlevede også sin tredje mand, der døde den 24. april 1866, 52 år gammel. Hun var enke i 18 år, før hun døde den 15. maj 1884 i Slykgård og blev begravet på Gørding kirkegård den 23. maj 1884.
Gården var da for længst blevet overtaget af sønnen Grægers. Han var gift med Ane Kirstine Sand, og de fik en del børn, hvoraf mange døde som små. Ligesom broderen Anders blev heller ikke Grægers ret gammel - han døde af brysttæring den 22. februar 1886, 41 år gammel.

Kilder:
Ulfborg-Råsted kirkebog 1708-1815
Ulfborg kirkebog 1815-1826
Nørre Gørding kirkebog 1833-1868,  1868-1891

Litteratur:  
Sand: s. 44-45.

Se hendes anetavle

Se hendes mand
Bertel Johannesens biografi


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)