Christen Nielsen Rasch

Christen Nielsen blev født omkring 1772 i Borup, Gundersted sogn, og han døde som boelsmand1815 samme sted. Hverken dødsdato eller begravelsesdato er angivet i kirkebogen.
Kirkebogen for Gundersted sogn er først bevaret fra 1813, men fra folketællingen i 1801 ved vi, at han var gift med Katrine Larsdatter, og de havde da to små børn, nemlig Maren Kirstine Christensdatter på 3 år og Niels Christensen på 1 år. Derudover fik de et par døtre efter 1801.
Katrine Larsdatter døde i 1804, og herefter blev han gift med Karen Elisabeth Sørensdatter. Hvornår det er sket vides ikke.
Christen Nielsen Rasch købte i 1796 en ejendom i Borup. Ifølge skiftet efter ham ejede han desuden en  trediedel af Vormstrupgård, havde part i flere ejendomme, og mere end 30 personer skyldte ham penge. Boets samlede indtægt beløb sig til 5027 rbd. 5 mk. 3 sk., og efter at udgiften var fratrukket, var der ca. 2800 rbd. til rest til deling mellem arvingerne. Heraf fik enken halvdelen, sønnen Niels 555 rbd. 3 mk 9 4/5 sk, og de 3 døtre fik hver 277 rbd. 4 mk. 12 4/5 sk.
Enken Karen Elisabeth Sørensdatter, der var født omkring 1764, døde den 2. december 1844 i Borup og blev begravet på Gundersted kirkegård den 8. december 1844. Hun blev betegnet som fattiglem i Borup.

Kilder:
Gundersted kirkebog 1813-1855 fol. 141
[Chri: N: Rasch død 1815]
Gundersted kirkebog 1813-1855 fol. 158 [Karen Elisabeth Sørensd.død 1844]
Folketællingen for Gundersted sogn 1801
Litteratur:
Slægtsbog for efterkommere efter Peder Andersen…, nr. 6 og 7

Se hans anetavle

Se hans kone
Katrine Larsdatters biografi


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)