Min jyske slægt

Christen Laursen blev født i Skarp Salling sogn og døbt i kirken den 3. april 1746. Forældrene var Lars Nielsen og Else Nielsdatter. Faddere var Christen Jensen i Salling, Jens Hxxgaard, Lars Christensen fra Hemdrup, Anna Nielsdatter fra Brøndum og Karen Thomasdatter af Salling.

Christen Laursen Stenild kom i konflikt med myndighederne i 1802, da han ikke havde opfyldt sine fæsteforpligtelser over for den gård, han havde fæstet fra herregården Krastrup: Han har ”gandske … ödelagt og ruineret den Gaard han af Velbaarne Hr. Justitsraad Marcussen til Krastrup havde i Fæste, om Nattetiden bortfört Gaardens Besætning, Ind og Udboe, Kreature m.v. og derefter bortrömt fra Gaarden uden i Overensstemmelse med Lovene at frasige sig samme, og paa lovlig Maade aflevere den; hvorimod han er udflöttet en Gaard i Ejdrup, som han driver og dÿrker samt afbenÿtter den Besætning, som tilhörer sin Husbonde.” Derved er han kommet til at skylde 337 Rdr 5 Mk 6 Sk, og sammen med det han skyldte i skatter, landgilde, tiende og afgifter af 2 huslodder blev det til en gæld på i alt 420 Rdr. 3 Mk 8 Sk. Christen Laursen var ikke mødt op, da herredsfogeden kom for at meddele dette, og hans kone erklærede, at det kunne de ikke betale, og der blev derfor foretaget en opgørelse af indboet. Der manglede dog en del ting, heribland kreaturerne og nogle redskaber, som konen ikke kendte noget til (sagde hun), men det allerede opregnede blev ved denne lejlighed ”arresteret” (taget i forvaring), og det samme risikerede manden, hvis resten ikke dukkede op. Se transkription af arrestforretningen.
Det kom til en længere retssag, som løb fra april 1802 til februar 1803, hvor han blev fradømt fæstet af sin gård. Men allerede i maj samme år indgik han en kontrakt med sin husbond, ejeren af Krastrup, at han kunne få fæstet tilbage på nye vilkår, bl.a. på egen regning at flytte gården, der var på 4 tdr. hartkorn, ud på jorden og opføre bygningerne i samme størrelse som de gamle. Derudover skulle han til sin husbond, betale 20 rd., som skulle uddeles til sognet fattige. Det var en bøde, han måtte betale som straf for sine tidligere forsømmelser og dårlige opførsel i forbindelse med det forrige fæstemål. Se Kontrakt mellem Christen Laursen Stenild og Poul Marcussen, Kjølby 1803.
I maj 1806 fæstede Christen Laursen et "nÿe opbÿget" hus på 7 fag af ejeren af Hornsgård. Det har tidligere været brugt til beboelseshus, men var nu sat i stand til benyttelse som udhus, idet fæsteren selv havde bygget og istandsat stuehuset (våningshuset). Dette hus tilhørte altså Christen Laursen selv. Se Fæstebrev på et hus 1806.
I 1820 er der igen en indførsel i skøde- og panteprotokollen for Kær og Slet herred. Da fæstede han en eng i Barmer kær fra Hornsgård. Han måtte dog hverken grave tørv i engen eller lade sine kreaturer græsse der uden tilladelse fra Hornsgårds ejer, så mon ikke den fortrinsvis har skullet bruges til høavl. Se transkription af Fæstebrev N⁰ 4

Christen Laursen Stenild døde som husmand i Bromarks huse på Hornsgårdsmark den 5. november 1820 og blev begravet på Farstrup kirkegård den 12. november 1820.

Kilder:
Farstrup-Ajstrup kirkebog 1711-1756, 1756-1808
Farstrup kirkebog 1812-1831
Folketællingen for Farstrup sogn 1787 og 1801
Arrestforretning 1. sept. 1802 (i: Skøde- og panteprotokollen for Kær og Slet herreder. LAV: B 42.SP 6, fol. 68b-69b)
Retsprotokollen for Års og Slet Herreder (LAV: B 42.10 )
Kontrakt mellem Christen Laursen Stenild og Poul Marcussen, Kjølby 1803 (i: Skøde- og panteprotokollen for Slet herred, LAV: B 42. SP 10, fol. 112b-113a)
Fæstebrev på et hus 1806 (i: Aalborg Stadsarkiv A 1955)
Fæstebrev på en eng Christen Laursen 1820 (i: Skøde og panteprotokollen for Kær og Slet Herreder, LAV: B 42.SP 8, fol. 144b)

[1] Else Marie Christensdatter blev gift med Christen Svendsen, f. 1787 i Skive. Denne familie kan man læse om i ”Et tids- og kulturbillede fra Himmerland. Af Thomas Svendsens erindringer” (Fra Himmerland og Kjær Herred 1972, s. 57-109). Heri står bl.a.: ”Farmor [Else Marie Christensdatter] havde en del gode ting med sig, da de blev gift. Hun havde nogle sølvsmykker: knapper, kåbespænder og nåle. Det var gammelt arvegods, men i tidens løb blev det afhændet på grund af nød og sult…. Så havde hun en dragkiste, som rimeligvis var fyldt med tøj, da hun blev gift, men fra den tid, far kan huske, var den tom for det.”