Bertel Johannesen

Bertel Johannesen blev født i Nørre Ballesig i Nees sogn den 12. januar 1810 og blev døbt i Nees kirke den 14. januar samme år, opkaldt efter sin farfar.
Forældre: Johannes Bertelsen og Christiane Nicolaidatter. Faddere: Båret af Anne Margrethe Madsdatter, Rime. Lars Ballesiig og hans søn Knud, Christen Iversen i Nr. Ballesiig og Lars Ballesiigs datter Mette Kirstine.
Ved konfirmationen i Nees kirke i 1824 fik han karakteren mg for både kundskab og opførsel. Som 17-årig rejste han til Gørding, hvor han først var karl hos Henrich Toft og senere hos Grægers Pedersen i Slykgård. Her var han karl i flere omgange, afbrudt af tjenester i Ulfborg og Nees, og hver gang har han fået et særdeles godt skudsmål, hvilket tyder på, at han har været en dygtig og arbejdsom ung mand. I 1835 kom han i skomagerlære hos Christen Nielsen i Sdr. Kirkegaard i Nees. Christen Nielsen blev for øvrigt gift med Bertels søster Karen Johannesdatter i 1841.
Grægers Pedersen døde i februar 1843, og den 15. oktober samme år giftede Bertel sig med hans enke Inger Andersdatter, der var fem år ældre end ham. De fik to drenge, nemlig Grægers Bertelsen (f. 17.12.1844) og Anders Kjærgaard Bertelsen (f. 19.5.1849, død 12.4.1883).
I de sidste år af sit liv har Bertel Johannesen tilsyneladende ikke haft det særlig godt. Han klagede over smerter i venstre side, og til sidst kunne han ikke holde det ud længere, men tog sit eget liv en tidlig morgen ved at hænge sig i sine strømpebånd i sengen. Det var den 10. maj 1852, og dagen efter var der forhør på gården af  herredsdommeren, der konkluderede, at ”da der for øvrigt ikke er nogen Tegn tilstede paa at udvendig Vold er tilført den Afdøde skjønnedes det at han har taget sig selv af dage, sandsynligvis under et Anfald af Tungsind, som er en almindelig Følge ved den Miltsygdom, hvoraf han efter Konens Udsagn i flere Aar har lidt”.
Han blev begravet på Gørding kirkegård den 15. maj 1852.

Kilder:
Møborg-Nees kirkebog 1801-1815
Nees kirkebog 1821-1834
Nørre Gørding kirkebog 1833-1868
Hjerm-Ginding Herreders Politiprotokol fol. 150-150a-151
(RA: M32.845)

Se hans anetavle

Se hans kone
Inger Andersdatters biografi


retur til forsiden

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)