|
Skiftevæsenet og skifteprotokoller
Næst efter kirkebøger og folketællinger er skifteprotokoller en af de mest
benyttede arkivgrupper til belysning af slægtens historie.
Og det er der en god grund til, for heri kan man ofte få bekræftet oplysninger
fundet i kirkebøgerne vedr. slægtsforhold og slægtssammenhænge.
I
forbindelse med en skifteretssag efter afdøde nævnes de efterladte arvinger, og
især efter ældre mennesker kan her ofte findes en del. Og det er uhyre sjældent,
at
nogen er glemt som arvinger. Var det yngre mennesker, der døde, kan de have
efterladt sig forældre og søskende, evt. som værger til afdødes umyndige
arvinger.
Men de allerstørste slægtsudredninger ses i tilfælde, hvor afdøde ikke efterlod
sig livsarvinger, for så skulle man i henhold til arveloven søge tilbage i
slægten for at
finde for længst afdøde forfædres samtlige levende arvinger.
Skiftearkivalier er også gode kilder til belysning af en persons eller families
sociale og økonomiske situation. Boopgørelserne indeholder opremsninger af boets
ejendom, dvs. alt bohave og indbo såsom genstande, møbler, linned, sølvtøj,
husdyr og redskaber, så man kan næsten få et indtryk af, hvordan det pågældende
hjem
har set ud og hvilke rum, der har været i huset. Og ved opgørelsen af aktiver og
passiver, dvs. formue og værdien af boet samt gæld, så kan man få et indtryk af
vedkommendes økonomiske situation.
I
forbindelse med skiftesager er der forskellige typer arkivalier.
Dødsanmeldelsesprotokollen er det første sted, et dødsfald bliver
registreret, og det skulle ske
straks efter dødsfaldet til skifteforvalteren –
mundtligt eller skriftligt – med oplysninger om afdødes navn, stilling, bopæl og
dødsdag.
Umiddelbart derefter blev boet forseglet ved en forseglingsforretning.
Her blev kontante midler registreret og værdipapirer beslaglagt, samtidig med at
arvingerne fik pålæg
om ikke at forandre boets økonomiske og juridiske
situation, førend der var afholdt registreringsforretning, og datoen for denne
blev samtidig aftalt.
Registrering og vurdering skulle finde sted seneste 30 dage efter
dødfaldet, og ofte er det på selve 30. dagen. Her skulle boet registreres og
vurderes, og skifteforvalteren
mødte op sammen med mindst to vidner. De
registrerede boet ved at gå fra rum til rum, og de noterede afdødes
efterladenskaber. Ved denne registrering deltog endvidere
udmeldte
vurderingsmænd, sædvanligvis to, som skulle fastsætte en realistisk værdi på
samtlige boets ejendele. Herefter tog skifteforvalteren så stilling til, om
dødsfaldet skulle offentliggøres med henblik på, at eventuelle kreditorer kunne
møde op til selve skifteretsbehandlingen. Det kunne også være, at der skulle
efterlyses arvinger, som man ikke
vidste hvor befandt sig.
På en fastsat dag foregik så skifteretssamlingen, som indledtes med en
repetition af den afdødes navn, stilling og bopæl samt yderligere specificerede
oplysninger om arvinger-
ne. Og hvis der fremkom yderligere oplysninger om
kreditorer med krav til boet, måtte de fremlægge dokumentation for deres
tilgodehavender, og det blev alt sammen indført i skifteprotokollen. Så kunne
man skride til færdigbehandling af boet, medmindre der var andre forhold, der
gjorde sig gældende og som skulle belyses yderligere. Der kunne
blive tale om
mange skifteretsmøder, som kunne strække sig over mange måneder, og nogle gange
over flere år.
I tilfælde af, at boets ejendom og ejendele ikke blev overtaget af arvingerne
eller hvis boet var insolvent, indgik der en auktionsforretning, og til grund
herfor brugte man den
forudgående vurderingsforretning.
Disse forskellige faser i et skifteforløb blev i mange jurisdiktioner indført i
en og samme protokol, mens man andre steder havde særskilte protokoller for hver
af faserne.
Ud over protokollerne skal man være opmærksom på, at der kan være en lang række
dokumenter i tilknytning til skiftebehandlingen. De benævnes skiftedokumenter og
kan
være samlet i særskilte pakker, og de kan indeholde,
registreringsforretninger, auktionsforretninger, testamenter, arveafkald m.m. De
kan være meget nyttige at læse, for tit er de
slet ikke nævnt i protokollerne,
men kan være endt her i forbindelse med beslaglægningen af boets papirer, uden
at retten på forhånd har vidst, om de ville få betydning for boets behandling
eller ej.
Og hvor finder
man så skifteretssagerne?
Selv om skifteretslovningen har eksisteret i århundreder, så er det ikke givet,
at alt er bevaret. De blev oprindelig opbevaret hos de enkelte skifteforvaltere,
som kunne være herredsfogeden, godsejeren, amtmanden, provsten eller hvem det nu
måtte være. Herfra blev de efterhånden afleveret til nærmeste overordnede
myndighed, og fra slutn. af 1800-
tallet til Rigsarkivet og landsarkiverne.
Der skelnes mellem private og offentlige skifter. De private skifter ses næsten
ikke opbevaret, i modsætning til de offentlige, som findes i stort omfang.
Ved offentlige skifter må man først afgøre, om det er:
1. Skifte som følge af dødsfald
2. Skifte som følge af opbud eller fallit
3. Skifte som følge af separation og skilsmisse
De sidste ses dog relativt sjælden i ældre tid, så det er de to første, der er
interessante og her skal skifterne findes i arkivet efter den myndighed, der
efter gældende lovgivning
skulle afholde skiftet. Så derfor er det vigtigt at
kende den afdødes stilling. Man skal altså finde frem til hvilken jurisdiktion
(ret), den afdøde hørte under.
Indtil omkring år 1800 var der en lang række forskellige jurisdiktioner, og man
må derfor vide hvilken jurisdiktion, den afdøde sorterede under for at kunne
finde skiftet efter ham
/hende.
Forslag til udvidet læsning:
Andersen, Finn: Selv dødsboer fortæller. Skifteretssager og deres brug.
Rigsarkivet, 1991. 31 s. (Arkivernes informationsserie).
|