Ulfborg Kjærgaard

Stuehuset på Ulfborg Kjærgaard, bygget 1891                                                                 (Foto: Kristen Bro, jan. 2005)

Ulfborg Kjærgaard har adressen Lystlundvej 18, og den ligger ca. 5,5 km nordøst for Ulfborg stationsby. Syd for gården ligger Ulfborg Plantage, der mod øst går over i Stråsø Plantage, og nord herfor ligger Nørre Vosborg Hede. Tidligere var der en del hede og mose omkring gården, der ligger nede i et frugtbart dalstrøg omkring Dystrup by. Navnet Kjærgaard kommer af, at den lå i et kær, og herigennem løber der en lille bæk,
Støvlbæk, og det er sikkert den, der har leveret vand til den vandmølle, der engang hørte til gården[1]. Da må der dog have været mere vand i bækken.
Jorden er blevet beskrevet som hovedsagelig bestående af sandmuld på sandunderlag på et fladt terræn, og den hører altså ikke til den bedste landbrugsjord.

Der går et gammelt sagn om, at en karl fra Kjærgaard ligger begravet i klitterne i Ulfborg Sande inde i Ulfborg Plantage. Han havde taget sit eget liv og måtte derfor ikke blive begravet i indviet jord, og det fortælles, at en vogn forspændt to stude førte det afsjælede legeme ud i heden og væltede det af nær foden af en to-kuplet bakke. Her blev den stakkels Lars begravet, og derfor kaldes stedet Larses lav.  En anden version af historien fortæller, at Lars ofte færdedes i området, da han var blevet tungsindig, og derfor blev han begravet her efter at have taget sig selv af dage i et af udhusene på gården.
Nogle drenge rejste i 1919 et primitivt kors på stedet, men det endte på museet i Skjern og blev udstillet som: "Kors, fundet i Selvmordergrav fra 1742 paa Ulfborg Hede."
 I sommeren 1949 blev der sat et andet kors på stedet. Bagpå er der en lille kobberplade med teksten:

Livet blev ham for svært og sorgen for stor;
men ingen præst måtte over ham tale og bede.
Han måtte ej hvile i indviet jord,
derfor fik han sin grav på denne store ensomme hede.

Det er nu en af Ulfborgs turistattraktioner.[2], [3]

Den ældste historie.
I Trap’s Danmark oplyses, at gården første gang nævnes omkring år 1300, og stavemåden er Kyærgaarth.
De næste ca. 250 år ligger gårdens historie hen i det uvisse, men i 1543 dukker Kjærgaards navn op i et dokument, hvor Christen Iensen i Kiergaard optrådte som vidne sammen med herredsfoged Oluf Simonsen i Holm i Ulfborg og fogeden Gregers Thammesen på Timgård.[4]

Den 31. maj 1544 blev ”Chressthen Jensen j Kyergaardh” igen nævnt blandt en række ”troffassthe dannemendh” som vidne i en sag vedr. Niels Krag til Kjellingbjerg.[5]

Christen Jensen har uden tvivl ejet Kjærgaard, og  i et dokument fra 1548 står der, at ”Crestenn Jenssen i Kergaardt och hans arffuinge skall haffue skiødebreff paa en kronens gaardt Wogenstrup mett thendtz eyendom och rette tilligelsse och møllenn indenn alle fiire marcke mode, undertagett ett byggestedt kallis Skahussted, ett thedtz tilliggelsse, oc then engh, som tillfornn laa till kronens gaardt Huirrell, att haffue, nyde, bruge och beholle for friitt bonde godtz till seg och syne arffuinge. Dogh saa the skulle giffue ther aarligenn aff hues landgildt och rettighedt som ther nu aff gaar till Riberhuss.[6]

 Ane Vognsdatter, død 1578
Ane Vognsdatter[7]  var datter af Jacob Vognsen og Maren Grøn på Stenumgaard i Råsted sogn. Hun boede på  Ulfborg Kjærgaard, og det ved vi, fordi der i Ulfborg kirke hænger et gravminde på korskirkens sydvæg. Det er en stor egeplanke med en smuk udskæring og indskriften (oversat til nudansk) ”Her ligger begraven ærlig og velbyrdig Ane Wognsdatter, som boede i Kiergaard og døde den 12. marts anno 1578. Gud give hende med alle tro kristne en glædelig opstandelse.”
På gravtræet ses også våbenskjolde for slægterne Vognsen og Stjerne-Juelerne, så hun har altså været en adelig dame, og det er også grunden til, at hun er blevet begravet inde i selve kirken. Men Alfred Kaae bemærkede dog i sin sognehistorie, at man ”nok ikke deraf [kan] drage den slutning, at gården har været en adelig sædegård”.[8]

Tidligere var der også lukkede stole i kirken til Kjærgaard.

I 1570’erne var Niels Braming ejer af Kjærgaard. Det fremgår af et tingsvidne fra 1579, hvor 8 Dannemænd er nævnt, heriblandt ”Niels Braming til Kærgaard”[9]                                                                        

 Niels Christensen (fæster indtil 1642)
I første halvdel af 1600-tallet og i alt fald fra 1611 var det Niels Christensen, der boede i Kjærgaard. Da var gården fæstegård under Sdr. Vosborg. Niels Christensen er ikke gået over i historien som et ubeskrevet blad, for dels var han ”sagfører” for Lars Pedersen i Ebbensgård, da denne blev  anklaget for at være drabsmanden i det drab, der fandt sted i 1625 ved degneboligen[10], og dels måtte han i 1642 forlade sin fæstegård, dog ikke uden modstand.
Allerede i 1639 havde fem synsmænd fra sognet på husbonden Mogens Juel til Vosborg’s vegne været på Kjærgaard for at syne gården. Det var tre dage før juleaften, og de vurderede, at den skulle repareres for 20 rdl. Et fag hus blev dengang sat til en værdi af ca. 2 rdl., så det har været en ret gennemgribende reparation, der var brug for. To år senere blev gården igen synet, og herudfra kan den beskrives således: Salshuset lå mod øst, og her manglede 20 traver tag, 1 tylt lægter og 1 egesparre. Sønderhuset manglede 20 traver tag og 3 egesparrer. Den vestre lade manglede 60 traver tag. Et hus mod nord, som også rummede laden, manglede 6 traver tag, og yderligere mod nord var fæhuset, hvor der var mangler på tømmer og tag for 2 daler. I alt blev ”bygfælden” opgjort til 29 sletdaler, og desuden skyldtes der af landgilden 1 lispund smørskyld og 3 daler. Hvis ikke det blev betalt inden 6 uger, skulle Niels Christensen med kone og børn og ejendele flytte fra gården, så den var ryddelig til næste fardag, som var fire dage efter påske.
Det ville Niels Christensen dog ikke finde sig i, og dels lod han fremskaffe attester, der skulle bevise, at det lispund landgildesmør, der var tale om, var fremkommet ved undervægtige smørtønder. Og dels fik han fem mænd i Ulfborg til at syne gården den 22. maj 1642 og modbevise, at forholdene på Kjærgaard skulle være så dårlige, som vi lige har set. Udtalelsen lød således: ”Vi så at gården er udbygget med fire huse og med en port i søndre side, en have østen gården og to skorstene på salshuset. Salshuset var på vestsiden og søndre gavl med mursten. Uden for døren står kjelde med vinde og træbulfjæl om, sat med sten. Og står der en stor lade vesten for gården og er otte gulve lang og muret med mursten i sydenden. Og haver vi beset gården både ude og inde, i stue, kammer, bryggers og rum, der er så velbygget og velholden med tømmer og tag som nogen bondegård på hans hosbondes stavn, så at en bondemand kan ret vel hjælpe sig dermed. Derpå vil vi mænd være gestændig både på tinge og landsting og hvor behov gøres. Til ydermere undertegnelse trykker vi vore signeter under.” Niels Christensen skrev selv, at ”eftersom min velbårne husbond er bleven mig fattige mand vred og mig ladet forfølge på mit gårdfæste, og da jeg ikke vil trætte på min husbond, da vil jeg ydmygelig bede, at sagen må henstå til de gode herrer landstingsdommere selv kommer at holde landsting, og forhåber min ulempe ikke skal findes, efterdi min landgilde er ydt og min gård er holden ved magt, som noksom kan erfares.” Men dommen kunne ikke omstødes, og Niels Christensen måtte forlade gården. [11]

Perioden 1662-ca. 1786
Efterfølgeren var sandsynligvis Jens Sørensen, der i alt fald var fæster i 1662[12], og da blev hartkornet angivet til td. 8-3-1-2. Landgilden udgjorde 1 ørte byg, ½ td. smør, 1 svin, 1 skovvogn, 1 fødenød, 1 lam, 1 gås, 2 høns og 1 mark gæsteri.
I 1683 var det Laurids Hansen Høyer, der var fæster. Han havde samtidig en del af gården Ulfkær i pant og fik siden Kjærgaard. Han havde i sine yngre dage været ridefoged eller skriver, sandsynligvis på Sdr. Vosborg og er måske ad den vej blevet ejer af gården. Da han i  1704 solgte den til Sdr. Vosborgs ejer, fru Schwanewede, betingede han sig, at han og hans kone kunne blive boende på gården i 8 fag hus og desuden skulle have 2 køer og 1 hest i foder samt til sig selv 1 svin, 1 td. rug, 1 td. byg og havre til nødvendighed. Laurids Hansen Høyer var far til Mathias Høyer (født 1662), der senere blev præst i Idum.
Da gården igen kom under Sdr. Vosborg, fik Gravers Jensen fæstet.
Hvornår Jens Mikkelsen overtog fæstet, er uvist, men prøver vi nu at følge Kjærgaards beboere i 1700-tallet via den gamle kirkebog, som er bevaret fra 1708, ser vi, at Jens Kjærgaard fik en datter døbt Karen i 1715. Vielser er ikke registreret i den ældste del af kirkebogen[13], men hun må være blevet gift med Stie Stefansen fra V. Tang omkring 1739, og sandsynligvis samtidig overtog han fæstet af Kjærgaard. De fik fire børn, inden Stie Kjærgaard døde i 1749, kun 40 år gammel: Anna f. 1740, Niels f. 1742, Stephan f. 1745, d. 5 uger gl., og Stephan f. 1746.
Der er bevaret et ret omfattende skifte efter Stie Kjærgaard i skifteprotokollen for Sønder Vosborg, og herudfra kan man forsøge at beskrive Ulfborg Kjærgaard, som den har set ud omkring 1750.
Hartkornet var i hele 1700-tallet og indtil den ny matrikel i 1844 sat til 9 td. 6 skp. 2 fd. Gården var firlænget, og bygningerne var sandsynligvis bygget sammen, så de omsluttede en lukket gård.
Stuehuset lå mod øst og var på 18 fag. Hvor mange stuer og værelser, der var i huset, ved vi ikke præcist, men  skiftet registrerer inventaret i et rum, hvor der bl.a. var et fyrretræsbord, en egekiste og et hængeskab. Derudover omtales en stue mod syd, hvor der var to sengesteder, en dagligstue med en bilæggerkakkelovn,  kælderen og bryggerset. Når man ser listen over, hvad der var af dyner og puder, må der ganske givet have været flere sengesteder end de to nævnte.
Mod syd lå der en lidt længere bygning på 22 fag, men hvad den er blevet brugt til, angiver skiftet ikke. Et gæt er dog, at den har været stald og til gårdens redskaber og vogne. Mod vest lå laden, som var på 20 fag, og mod nord var der fårehus, kohus og stald til de mange heste. Den sidst nævnte bygning angives at være nybygget.
Foruden seks heste var der tre ungheste (plage) og et lille føl. Af kreaturer var der seks køer, otte kvier, seks stude, en studekalv og tre kviekalve. Og endelig var der tyve får med deres fjorten lam.
På en gård af den størrelse var der af medhjælp en avlskarl, en andenkarl, en hyrde og to tjenestepiger.
Karen Jensdatter har ikke været enke ret længe, for hun giftede sig sandsynligvis året efter  i 1750 med Anders Jepsen fra gården Holm i Ulfborg. Selv om det ikke fremgår af kirkebogen, fik de en datter Birgitte, der var i sit 18. år, da faderen døde i 1768, og hun må altså være født omkring 1751. Sønnen Stie, der blev opkaldt efter sin mors første mand, blev døbt den 31. maj 1753, og Jep blev døbt den 16. september1759. Derudover fik Karen og Anders Kjærgaard en dødfødt søn i maj 1756.
Heller ikke Anders Jepsen Kjærgaard blev ret gammel. Han blev begravet den 31. maj 1768, kun 49 år gammel.
Ud fra kirkebogen ser det ud til, at Stie Stefansens søn Niels, der blev født i 1742 og altså var 26 år, da stedfaderen døde, har overtaget fæstet. Han var gift med Kirstine Jensdatter, og de fik fem børn i perioden 1771 til 1781.
I 1776 brændte salshuset, dvs. stuehuset, på Kjærgaard. Ilden opstod i bryggerset en tidlig sommermorgenen, sandsynligvis som en følge af, at der skulle tændes op i den store bageovn. Manden i gården hed da Niels Mouridsen, og han havde været fæster siden 1758, altså mens Anders Jepsen endnu levede. Der findes ikke noget fæstebrev for Niels Stiesen, men der har åbenbart været to fæstere i gården. Ved folketællingen i 1787 var Niels Stiesen flyttet fra gården og boede som husmand i Dystrup by sammen med konen og de to yngste børn. Hans mor, Karen Jensdatter Kjærgaard, som altså er identisk med det tidligere nævnte barn døbt i 1715, var på det tidspunkt en ældre dame på 72 år, og hun blev boende i Kjærgaard, hvor hun døde i februar 1793.
Af forskellige grunde var gården ved at blive kørt i sænk, og det siges, at der kun var syv grønne agre, og  at til sidst ejede manden kun en eneste ko. Det kan være ovennævnte Niels Stiesen, der hentydes til, og selv om der ikke siges noget om, hvorfor det var gået så galt, så kan en mulig forklaring være kvægpestens hærgen.
Alfred Kaae skriver i sin sognebeskrivelse, at den eneste oplysning han har fundet om kvægsygen i Ulfborg stammer fra et skifte fra gården Vestergård i 1749[14]. Ud fra ovennævnte skifte fra Kjærgaard i 1749 ser det dog ikke ud til, at besætningen her har været angrebet på det tidspunkt.
Kvægpesten hærgede over hele Vesteuropa i 1700-tallet, og i Danmark døde flere hundrede tusinder stykker kvæg. Der var epidemier både i 1740’erne, omkring 1762-63 og igen i 1779-81, og det må også være gået ud over besætningerne i Ulfborg sogn[15].  Skiftet efter Anders Jepsen Kjærgaard i 1768 opremser ikke kreaturbestanden, så derfor er det, der lige er sagt om, at kvægsygen kan være skyld i tilbagegangen på Kjærgaard, kun en hypotese.
Desværre var det set før, at når bonden havde mistet en del af sit indtægtsgrundlag og derfor ikke var i stand til at betale landgilde, hartkornsskatter og andre afgifter, så blev han med forskellige midler jaget fra gården af herremanden eller dennes ridefoged, der så indsatte en anden på stedet, der kunne drive gården op igen.

 Opblomstring under Anders Jensen efter 1786
Dette er kun gisninger, men da Anders Jensen omkring 1786 kom til Kjærgaard, begyndte en ny æra i gårdens historie.

Ulfborg Kjærgaard brændte i 1793, men var ikke brandforsikret, så opbygningen skete med hjælp fra folk i nabolaget. Brandforsikring af bygninger på landet blev først almindelig med oprettelsen af Brandforsikringer for Landbygninger i 1792, og Ulfborg Kjærgaard blev takseret den 24. oktober 1794. Ud fra den taksation ses, at det nye stuehus var på 17 fag, opført af ege- og fyrretømmer med murede vægge og tækket med lyngtørv. Indenfor var der i sydenden en stue, derefter en kælder og en forstue, endnu en stue med en bilæggerkakkelovn og med kamre mod øst. Herfra kom man ud i køkkenet og de øvrige kamre, af hvilke sovekammeret var forsynet med en kakkelovn, og et andet kammer var beregnet til aftægtsstue. Fra køkkenet, der var forsynet med en skorsten, gik man ud i bryggerset, hvor der var en  skorsten med ovn og en gruekedel samt en kælder. Det bemærkes, at stuerne og kamrene var med loft og vinduer samt med kalkede vægge.
Stuehuset blev takseret til 390 rigsdaler, og udbygningerne, der indeholdt hestestald og kostald samt ”Vogen Remisse og høe Lade” blev takseret til 100 rigsdaler. Udbygningerne var opført af ege- og fyrretømmer, men kun med klinede vægge.
Alle bygningerne var bygget sammen.

Allerede i 1795 blev gården købt til selveje fra Sdr. Vosborg for 950 Rdl., men skødet er dog først udstedt året efter. Ved skøde af 8.8.1802 købte Anders Jensen den del af sognets konge-, kirke-, korn- og kvægtiende, der hørte til gården, hvorved han ikke alene blev medejer af kirkens ejendomme og medansvarlig for bestyrelsen af den, men også fik ret til at vælge de mænd, der som kirkens forstandere skulle sørge for kirkens vedligeholdelse. Det var almindeligt, at gårdmændene, når de var blevet selvejere også købte tienderne, både konge- og kirketiende. Det, der er sagt ovenfor, gælder kun kirketienden. Om kongetienden kan kun siges, at den betalte man med en sum penge og var så fri for den.

Anders Jensen Kjærgaard udvidede i flere omgange gårdens areal. I 1802 tilkøbte han 2 parceller fra Sdr. Vosborg med hartkorn 0-1-1-3/10, og i 1808 købte han 15 parceller fra Sdr. Vosborg sammen med Jens Jensen Bak. Dette skøde lyder således: Chr. Jørgensen sælger til velagte Anders Jensen Kjærgaard Hede og Forte Parceller af Sdr. Vosborgs frie Hovedgårds Taxt, som Jens J. Bak i fællig med mig er bleven tilskjødet, og er Parcellerne No. 276 til 291. Det hele går med sin strækning i øster og vester indtil den såkaldte Stenum Mose, og til østen indtil Sdr. Vosborgs Hedelod, og da Anders J. Kjærgård har betalt mig Kjøbesummen 25 Rd. Dansk Kurant, samt ved sit Brev af Dags Dato har bundet sig til at give mig og Hustru, årlig noget Ildebrændsel så længe vi leverV[16]

Om Anders Jensen på Ulfborg Kjærgaard, se også  Anders Jensen Kjærgaards biografi

 Jens Andersen, 1828-1873
Anders og Kirsten Kjærgaards yngste søn Jens Andersen, der var født i 1798 og opkaldt efter sin farfar, blev den næste ejer af gården, som han overtog i 1828. I skødet, der er dateret 14.9.1828, står der bl.a.:

Underskrevne Anders Jensen Kjærgaard selvejer til gaarden Kjærgaard i Ulfborg sogn. – Gjør vitterligt: at have solgt … til min søn Jens Andersen, der hidtil har været hjemme hos mig som hjælpende søn, min hidtil eiede og beboede gård Kjærgaard … af Hartkorn 9 td. 6 skep. 2 fjerdingk. 0 alb. med gaardens og hartkornets andel af Ulvborg Sogns Konge, Kirke, Korn og Kvægtiende, hvilket jeg hidtil har eiet efter Skjøde af 4. juni 1796 tinglyst 13. juli samme aar og indført 398 og skjøde af 8. juni 1802 med paastaaende bygninger, tilligende ejendomme inden og uden markskel i værende besætning, gaards og avlsredskaber, indbo og inventarium, intet i nogen maade undtaget for saa vidt der mellem ham og mig dags dato ikke er gjort indsigelse mod samme ret og rettighed som jeg hidtil har eiet det alt uden nogen videre forbehold i nogen maade som saaledes skal tilhøre og følge kjøberen bemeldte min søn Jens og hans arvinger som retmæssig eier deraf. Og da maa bemeldte min søn, som nu faar fyldestgjort mig for den mundtlige akarderede købesum mod 1000 rigs.bd.sølv – skriver et tusinde rigsbankdaler sølv, samt for øvrigt forbundet sig til punktlig opfyldelse af den mellem os dags dato oprettede underholdninger = kontrakt…

Som sælger A.J. Kjærgaard                         Som kjøber J.A. Kjærgaard
14-9-1828.[17]

 Jens Andersen blev gift den 19.10.1828  med Ane Marie Christensdatter fra Hestbjerg i Idum sogn. Hun blev født den 5.10.1807, og hendes forældre var Christen Andersen Hestbjerg og Else Christensdatter. Om Ane Marie fortalte Jens Ebbensgaard, at hun engang sagde, at handelsmænd, dem skulle man tage godt imod, for det kunne give fortjeneste; ”men det fandens præ×st og dejn, de tæ×rer.”[18]
Jens og Ane Marie fik 10 børn.

Jens Andersen døde den 23.9.1873 efter længere tids sygdom, og han fik det eftermæle af pastor Gerløff, at han havde en kraftig og virksom natur, og i hans manddomsår kom han let over livets sorger og byrder. [19] Svigerdatteren Marie Kirstine Sørensdatter, Ebbensgård, som er identisk med den førnævnte Stine Kjærgaard, beskrev ham som en alvorlig mand, der opdrog sine børn strengt, men trods det var det et ”hyggeligt Hjem, et af de rigtig gammeldags Bønderhjem, der mere og mere forsvinder, hvor der levedes et tarveligt, flittigt, arbejdsomt Liv”[20].
Også Jens Andersen opkøbte jord og udvidede gårdens areal. I 1829 blev der købt flere parceller fra Lystlund, og i 1855 tilkøbtes endnu et par matrikler, så ejendommen ved salget i 1874 bestod af matriklerne nr. 11, 39b, 39d, 69 samt halvdelen af matr.nr. 2d Ulfborg sogn med tiender.[21]

 Perioden 1874-1941
Jens Andersen havde selv håbet, at Kjærgaard kunne være blevet i slægtens eje, men sådan gik det ikke.
Sønnen Christen (født 1846) skulle have været den næste ejer af gården, men han døde i en ung alder. Og de andre sønner var på det tidspunkt selv blevet gårdmænd og var ikke interesseret i at overtage fædrenegården. Derfor solgte enken Ane Marie Christensdatter Ulfborg Kjærgaard til Jens Christian Eriksen Karstoft.
I købekontrakten står der:
Det solgte består af den mig tilhørende gaard Kjærgaard i Ulfborg, forsikret i brandkassen for 4.000 Rd. I Kjøbet medfølger, Kakkelovne, Grubekjedel og Komfurindretning, Avlsredskaber, Gjødning, Avl, Afgrøde, løst Korn, 4½ sengeklæder af Folkesengene, alt Ind- og Udboe dog med undtagelse af Sølvtøi, Linned, Dækketøj, Møbler, Kjøkentøi og Porcelæin. Det solgte overtages med alle de Herligheder, Rettigheder, Forpligtelser og Byrder, hvormed vi har ejet samme. Købesum 19.000 Rd. Sælgerinden forpligter sig til at foretage de, efter Aarstiden fornødne arbejder til 1. April.
             Smedegaard i Thim Ane Marie Christensdatter m.f.p.

Der blev udstedt en obligation til sælgeren Ane Marie Christensdatter på 6.000 Rd., til Chr. Kjærgaard på 3.000 Rd., til Esper Jeppesen (gift med Kirsten Kjærgaard) i Thim på 1.500 Rd., og til Lars Kjærgaard på 1.000 Rd. 

Jens Christian Eriksen Karstoft, der blev født i Skarrild den 24.8.1820 og døde den 6.2.1909, var handelsmand og havde flere gårde. Han var gift med Birthe Marie Nielsdatter, der blev født den 12.1.1828 i Ørre og døde 19.3.1920, og de boede i alt fald på gården ved folketællingen i 1880 sammen med fire børn i alderen 10 til 21 år.

 Samme år blev gården overtaget af Jens Chr. Karstofts datter Nielsine Kirstine Jensen og hendes mand Anton Hansen Bech, der var født den 13. marts 1849 i Havervad, Brøns sogn i Sønderjylland. De blev gift i Ulfborg kirke den 15. april 1880, og hendes forældre flyttede da til Neder Ulfkjær i Staby. Anton Bech var medlem af sognerådet 1886-1891 og 1896-1903, i perioden 1889-1891 som sognerådsformand. Han var også kirkeværge, ligesom han i en periode sad i repræsentantskabet for Ulfborg Sogns Spare- og Laanekasse.[22]

Den 1. november 1903 blev Ulfborg Kjærgaard  overtaget af Anton Bechs datter Bertha Marie Bech og hendes mand Christen B. Refsgaard. De solgte gården den 1. april 1914 til proprietær Hans Peder Pedersen, hvorefter de flyttede til N. Bjert. Ligesom svigerfaderen havde også Christen Refsgaard siddet i Ulfborg Sogns Spare- og Laanekasses repræsentantskab.

 Herefter fulgte nogle turbulente år rent ejermæssigt. H.P. Pedersen solgte gården pr. 1. april 1921 til C. Clausen, der i 1923 solgte den videre til Niels Peder Nielsen og Christian Nielsen. Efter et par år afhændede de ejendommen, og Erik Duusgaard fra Tørring blev ny ejer. Heller ikke han havde gården ret længe, og i marts 1928 blev den overtaget af Jydsk Land-Hypotekforening, der ansatte J.V. Pind som bestyrer. Han købte Ulfborg Kjærgaard i juli 1932[23]. Gården havde da et jordtilliggende på 189 ha., idet der var frasolgt en del jord siden 1902, hvor der var 225 ha.

Medhjælp og besætningsstørrelse
På en gård af Kjærgaards størrelse var det  nødvendigt med en stab af medhjælpere til at klare arbejdet både i mark, stald og husholdning. Og i ældre tid, hvor den enkelte gård selv fremstillede en stor del af sine fornødenheder, og hvor der ikke var alle de mekaniske hjælpemidler til rådighed, som vi kender i dag, var der brug for mange hænder for at få arbejdet udført. Udover fremmed medhjælp var der ofte et eller flere af gårdmandens konfirmerede børn. Pigerne kunne udmærket gå som tjenestepige i hjemmet til de blev gift med en gårdmandsøn fra egnen, og den søn, der med tiden skulle overtage ejendommen, kunne ved at arbejde hjemme hos forældrene få et grundigt kendskab til gårdens drift, inden han selv fik overladt styret.
I 1749 var der som nævnt 1 avlskarl, 1 andenkarl, 1 hyrde og 2 tjenestepiger. Da Anders Jensen startede på Kjærgaard omkring 1787 var der 3 karle og 2 tjenestepiger, men på det tidspunkt ingen madmor bortset fra en gammel aftægtskone. Ved folketællingen i 1801 var der 2 karle og 1 tjenestepige, og i de år blev der købt mere jord til gården, så der ved folketællingen i 1834 var brug for 4 karle og 2 piger. Da var ejerens forældre gået på aftægt, idet de havde bygget et lille hus ikke langt fra gården, og de havde som medhjælp i huset en ugift tjenestepige på 55 år, og hun havde tjent hos dem på gården siden sine unge dage.
Ved folketællingen i 1845 var der 5 karle og 3 piger, og også Jens Andersen var en driftig bonde, der udvidede gårdens areal og derfor havde brug for arbejdskraft. I 1880 ses der at være 4 karle (udover den nye ejers to halvvoksne drenge) og 3 piger.
I 1906 var gårdens areal på 407½ td. land jord, og af medhjælp var der 2 fodermestre, 1 forkarl, 4 karle og 3 piger. Besætningen var da på 30 køer, 40 ungkreaturer og kalve, 40 fedekreaturer, 12 heste, 8 plage samt 10 får, og desuden var der en produktion af ca 60 fedesvin pr. år. Da var der en vindmølle på gården, som leverede strøm til de faste maskiner, men der blev først indlagt elektricitet omkr. 1928.
Under proprietær J.V.Pind var kvægbesætningen, der var af rød dansk malkerace, kommet op på 50-60 malkekøer, 2 tyre, og 60 ungkreaturer. Nu var der kommet en traktor til, men stadig var der brug for 8 arbejdsheste. Produktionen af fedesvin udgjorde 300 slagterisvin om året, og der var 12 får, 1 vædder samt ca. 150 høns.
Også efter at gården var blevet offentlig ejendom fortsatte landbrugsbedriften en del år. I 1960’erne var der 30 jersey-malkekøer og 55 ungkreaturer samt 100 svin, men i 1972 blev dyreholdet sat ud, og herefter er der udelukkende satset på planteavl.

Ulfborg Kjærgaard under 2. verdenskrig og senere som uddannelsesinstitution.
Jens Valdemar Pind[24],  havde gården indtil 1. septemter 1941, hvor den blev overtaget af staten, og med dette salg begyndte der et helt nyt kapitel i Ulfborg Kjærgaards historie.
Køberen var Arbejds- og Socialministeriet, der gav 213.200 kr. for gården og oveni fik brandforsikringssummen på 57.200 kr.udbetalt, idet avlsbygninger forinden var brændt ned i 1940.[25]
Efter at Regeringen i 1940 havde oprettet Beskæftigelsesudvalget og vedtaget lovene om arbejdslejre og iværksættelse  af  offentlige  arbejder  og beskæftigelse af unge arbejdsløse, blev der brug for lokaliteter til disse foranstaltninger, og der blev opkøbt en række ejendomme, bl.a. Ulfborg Kjærgaard. Udvalgets oprettelse og de efterfølgende love var fremkommet på baggrund af den store arbejdsløshed i 1930’erne, og efter Danmarks besættelse i 1940 blev det endnu vigtigere at gøre noget mod arbejdsløsheden af frygt for tvangsudskrivning af arbejdskraft til den tyske industri. Det har ikke kunnet undgås, at der var et vist element af tvang i denne lovgivning, og ”Stråsø Statsungdomslejr”, som gårdens navn blev ændret til, bringer kun ubehagelige minder om besættelsestiden og alt hvad der fulgte med den. Og ikke mindst de træbarakker, der blev opført, og hvor der var plads til ca. 110 deltagere, har bidraget til at lede tankerne tilbage til denne første tid. Grunden til, at lejren i første omgang fik navnet ”Stråsø Statsungdomslejr” har utvivlsomt været, at der var en anden statsungdomslejr med navnet Kjærgaard, nemlig Kjærgaard ved Bramming.[26]
Men navnet ”Ulfborg Kjærgaard ” kunne man ikke bare slette med en statslig bestemmelse, og i 1945 blev navnet da også ændret til ”Ulfborg Kjærgaard Statsungdomslejr”.
Indtil 1943 var det  unge arbejdsløse mænd mellem 18 og 25 år, der var udstationeret her, men fordi arbejdet med at genopbygge de nedbrændte avlsbygninger kom til at tage lang tid, smuldrede deltagergrundlaget. Derfor besluttede Ungdomsudvalget på sit møde den 9. september 1942, at stedet skulle ændres til at være beskæftigelsessted for ældre, langvarigt arbejdsløse.
Som sådan fungerede gården fra februar 1943 og indtil 1947. I den sidste del af krigen blev den okkuperet af Organisation Todt, som var en del af den tyske værnemagt. De arbejdede bl.a. med fæstningsarbejder i de besatte lande som værn mod en allieret invasion. En tidligere nabo til Ulfborg Kjærgaard erindrer, hvordan arbejderne hver dag blev kørt ud til Vesterhavet i lastvogne for at bygge bunkers som led i anlæggelsen af Atlantvolden. ”Det var mens de lidt ældre arbejdere var deromme. Det var fortrinsvis københavnere, og det var fortrinsvis dem, der gik over til at arbejde for tyskerne. De har sikkert været under pres”.[27] Ja, mon ikke. Valget for arbejderne stod ofte mellem at tage dette arbejde, miste arbejdsløshedsunderstøttelsen eller blive sendt til Tyskland som ”frivillig” arbejder.
Den sidste del af krigen og i tiden lige efter befrielsen var der flygtninge indkvarteret på gården.

 Først i 1947, da regeringens beskæftigelsesudvalg blev ophævet, fik stedet en klar målsætning med loven om arbejdstekniske ungdomsskoler. Og med ordene ”At afhjælpe og forebygge ungdomsarbejdsløshed og bedst mulig fremme overgangen til det almindelige erhvervsliv” fik skolen en klar undervisningsfunktion, der blev udbygget med loven om Statens arbejdsmandskurser fra 1951.  Med den lov blev Ulfborg Kjærgaard den største af de på det tidspunkt i alt syv skoler for arbejdsmandsuddannelser. Loven om uddannelse af ufaglærte kom i 1960, og Ulfborg Kjærgaard blev til ”Statens Kursusskole”. Da arbejdsmarkedsuddannelsesloven blev vedtaget i 1986 blev navnet ”Statens AMU-Center Ulfborg Kjærgaard”.

Allerede i starten af 50’erne var man godt i gang med kurser i moderne motor- og traktorkørsel, maskinpasning, dræning, kloakering og vejbyggeri. Og det store jordtilliggende til gården samt det tilgrænsende Ulfborg Statsskovdistrikt betød også, at både jordbrug, gartneri og skovbrug blev en del af undervisningstilbuddet, da disse områder ligesom andre erhverv er blevet industrialiseret og kræver indgående kendskab til betjening af maskineri.     
De første 25 år var stort set præget af den nye teknologi, mens de sidste årtier har betydet større maskiner og mere komfort. Store anlægsprojekter som naturgasprojektet og bygningen af Store-bæltsforbindelsen medførte bl.a., at det faglige personale måtte sendes på efterddannelseskurser i udlandet, så de kunne give en kvalificeret undervisning til de mange specialarbejdere, der var involveret i bygningen af disse anlæg.
Samarbejde på tværs af landegrænser på alle fagområder blev en del af  skolens hverdag. Ulfborg Kjærgaard leverede i en årrække ledelse, planlægning og maskinkøb til et Danida-projekt i Kenya, og efter omvæltningerne i Østeuropa i 1989 kom der med hjælp fra den af Folketinget bevilgede Østlandepulje et samarbejde i stand med bl.a. Rumænien – i samarbejde med Holstebro Tekniske Skole.

Skolen har i tidens løb haft flere konkrete opgaver på undervisningsplanen. Der er udført flere entreprenørarbejder såsom anlæggelsen af en flyveplads ved Holstebro. Og da Thorsmindefiskerne i 1974 havde fået afslag fra staten om at få uddybet havneindløbet, så det kunne holdes fri for tilsanding i vinterperioden, førte et samarbejde med specialarbejderskolen Ulfborg Kjærgaard til, at projektet blev sat i gang som et led i undervisningen i brug af kraftigt gravemateriel. Til glæde for begge parter.
I 1977 samarbejdede man med fredningsplanudvalget omkring plantning, fordi skolens areal indgik i det nordiske naturværneområde ”Skovbjerg Bakkeø”, som er et 2000 km² stort område mellem Storå og Skjern Å.

Bygningerne
Som det er fremgået af det forrige, er gårdens bygninger brændt flere gange. Stuehuset brændte i 1776, og i 1793 brændte hele gården ned, så den daværende fæster Anders Jensen måtte bygge den op fra grunden. Således stod bygningerne i ca. hundrede år, men i 1891 blev stuehuset adskilt fra udbygningerne og kom til at ligge for sig selv. Det blev bygget i røde sten og fik tegltag og  tog sig nu mere statelig ud. Stine Kjærgaard skrev samme år til Tang Kristensen, at ”Kjærgaard bliver nu smukt opbygget og ligger snart som en lille Herregaard, baade hvad Bygninger og Kreaturhold angaar.”[28] Udhusene vedblev at være stråtækkede.
Gården blev omforsikret i tredje kvartal 1891. I brandforsikringsprotokollen[29] findes en skitse af bygningerne, hvoraf det fremgår, at den højre gårdlænge (set fra stuehuset) var hestestald, den nedre gårdlænge var lade (den var lidt længere end stuehuset), og endelig var længen til venstre indrettet som kostald. På ladelængen ind mod gården blev der en halv snes år senere rejst en vindmølle på et træstativ, som det også fremgår af billedet af gården fra omkr. 1906.

 Udbygningerne brændte i 1940, så den eneste bygning, der var ved salget  i 1941 var stuehuset. Det gamle gårdkompleks blev bygget op igen og suppleret med et antal træbygninger, og således stod Ulfborg Kjærgaard indtil 1968. Administrationen var indtil da placeret i hovedbygningen (stuehuset), der også rummede forstanderboligen.
I årene efter 1968 blev der bygget flere undervisningslokaler og haller, og i 1969-70 blev den store bygning, der indtil den seneste fusion rummede administrationen samt 100 elevværelser bygget, samtidig med de bygninger i tilslutning dertil som rummer fællesfaciliteter som spisesal, køkken, opholdslokaler m.m.
Skolen fortsatte med at ekspandere og udbyggede igen midt i 1970’erne, hvor der blev bygget for omkring 20 mill. kr.
I 1985 blev der bygget en træflisfyret varmecentral som et forsøgsanlæg.

Forstandere
Efter at gården var overgået til offentlig ejendom, blev ledelsen varetaget af en forstander.
De tre første forstandere var landbrugskandidater og uden nogen uddannelseserfaring. Aage M. Andersen var her fra 1941-1944. Han blev efterfulgt af Anker Pedersen (1944-1945) og Peder Pedersen (1945-1948).
Niels Lynge Madsen blev leder af Ulfborg Kjærgaard, da den blev arbejdsteknisk ungdomsskole i 1948. Lynge Madsen havde en universitetsuddannelse, og i hans første år blev der lagt vægt på almene skolefag og sang og legemsøvelser. Men især i1960’erne tog undervisningen i håndtering af de store maskiner form. Lynge Madsen var her i 25 år indtil 1974.
Fra 1. februar 1974 og til 1. april 1996 var Henning Madsen leder af Statens AMU Center Ulfborg Kjærgaard. Han er forstmand og kom fra en stilling som leder af skovteknikeruddannelsen på Skovskolen i Nordsjælland[30].  Under Henning Madsens ledelse fortsatte Ulfborg Kjærgaard med at ekspandere, idet der kom nye uddannelser til, og der var næsten konstant nybyggeri. Samtidig bevarede han sin tilknytning til Skovskolen, var en ivrig faglig skribent, og engagerede sig i lokalpolitik og erhvervspolitik m.m.
Da Henning Madsen gik på pension i 1996, blev han afløst af Jan Weier Christiansen, der er uddannet bygningsingeniør. Efter organisationsændringen i 2000 fortsatte han som forstander på AMU-MidtVest, og efter den seneste fusion er han som vicedirektør en del af chefgruppen.

Med Ulfborg Kjærgaard ind i det 21. århundrede
”Statens AMU-Center Ulfborg Kjærgaard” eksisterede indtil 1996, hvor de sidste statsejede AMU-Centre blev selvejende.

I 2000 fusionerede AMU-centrene Midtjylland og AMU-Center Ulfborg Kjærgaard til AMU-MidtVest med hovedsæde i Viborg. Det viste sig kun at være en midlertidig løsning på, hvor skolen organisatorisk skulle høre hjemme, og i februar 2004 skete der igen en fusion, denne gang mellem de to erhvervsskoler AMU-MidtVest og EUC MIDT til ”Erhvervsuddannelsescenter MIDT” – i daglig tale EUC MIDT,  med lokale afdelinger i Viborg (hovedsæde), Bjerringbro, Skive og Ulfborg. Dermed blev der skabt en ny regional uddannelsesinstitution med i alt ca. 270 medarbejdere med det klare formål at ”opkvalificere den enkelte elev eller kursist som person, borger og medarbejder” … ”på et tidspunkt, hvor det regionale erhvervslivs behov for at udvikle medarbejdernes kompetencer på alle niveauer er stigende”[31]

Ulfborg Kjærgaard er en vigtig brik i denne konstellation, selv om aktiviteten her har været faldende siden midten af 90’erne. Aktivitetstallene var dengang ca. 6.500 elevuger pr. år, og der var omkring 60 medarbejdere. I dag ligger tallene på ca. 4.200 elevuger pr. år, og medarbejderstaben er reduceret til ca. 30 medarbejdere, både fordi aktiviteten er faldet (på grund af korte, intensive kurser samt brugerbetaling og kvoteordninger), men også fordi de administrative opgaver er flyttet til hovedsædet i Viborg. Den faldende aktivitet er en tendens i tiden, men den har dog været mindre på EUC MIDT end på de øvrige erhvervsuddannelsescentre. [32]

Ulfborg Kjærgaard var i 1951 den største skole for arbejdsmandsuddannelser, og nu en menneskealder senere og efter to fusioner er organisationen stadig den trediestørste udbyder af arbejdsmarkedsuddannelser i Danmark

                (Foto: Kristen Bro jan. 2005) 

Kilder:
Den Almindelige Brandforsikring for Landbygninger, brandforsikringprotokol for Holstebro branddirektorat 1858-1957. (Erhvervsarkivet) [Kjærgaard har forsikringsnr. 172]

Brandtaksationer, Ulfborg-Hind hrdr. 1789-1803. (NLA: B 80A – 58) [I læg 49 er der en taksation for Ulfborg Kjærgaard 1794]

Folketællingen for Ulfborg sogn 1787, 1801, 1834, 1845 og 1880

Realregister for skøde-pante protokollen for Ulfborg sogn. Ulfborg Kjærgaard, matr.nr. 11a m.fl. (ejerlav: Den mellemste del, Ulfborg) samt div. Skøde- pante protokoller

Sønder Vosborg skifteprotokol 1724-1807 (NLA: G 439 – 2, fol. 18-21b: Skifte efter Stie Stefansen 1749)

Sønder Vosborg skifteprotokol 1724-1807 (NLA: G 439 – 2, fol. 79b-80b: Skifte efter Anders Jepsen 1768)

Ulfborg kirkebog 1708-1892

 
Litteratur:
Anetavle for Jens Andersen Kjærgård og hustru Ane Marie Christensdatter. Maskinskrevet. (i privateje). 

Danmarks Adels Aarbog LIII, 1936 s. 111-112 [Om slægten Vognsen af Stenumgaard]     

Danmarks større gårde. Statistisk og historisk håndbog for det store og middelstore landbrug. Redaktion: Egon v. Büllow. Selskabet til Udgivelse af "Danmarks Større Gårde", 1961-75. 8 bd. [Om Ulfborg Kjærgård i bd. 6 s. 152-153]

 Danske Gaarde. Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Udarb. af J.C.B. la Cour. Aarhus, "Danske Gaarde"s Forlag, 1906-1918. 4 bd. – [Om Kjærgaard i Ulvborg S. i bd. 1 s. 1220-1221]

Danske Gaarde i Tekst og Billeder. Samlet og udgivet af J. Jespersen. Aarhus, 1924. 4 bd. – [Om Ulfborg Kærgaard i bd. 2 s. 254]

Danske gårde i tekst og billeder. Forlaget Danske Landbrug, 1987- . – [Om Lystlundvej 8-18 ”Ulfborg Kjærgaard” i Ringkøbing amt, bd. 1A s. 343-344]

Gamle jydske Tingsvidner. Samlede og udgivne med Oplysninger, Register og Ordliste af O. Nielsen. 2. Hefte. Kjøbenhavn, 1892. Genoptrykt af Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1977.

Gamle Minder fra Ulfborg. Ved Evald Tang Kristensen. (Husvennen, 1891, 18. årg., nr. 26, s. 201-203).

Gjaldbæk, Kristian: Jeg er repræsenteret paa Skjern Museum. (Jyllands-Posten 6.11.1949). – [Om Larses Lav]

Hansen, J. J.: Større danske Landbrug. Statistisk, topografisk, historisk Haandbog. Kappel, 1930-1937. 9 bd. – [Om Ulfborg Kærgaard i bd. 8 s. 216-218]

 Henning Madsen. 70 år. (Dagbladet Holstebro Struer 8.12.2001)
 
Kjærgaard, Henning: Slægtsbogen. Slægterne Kjærgaard og Nielsen fra 1645. Personbeskrivelser, artikler, billeder om jyske slægter i mere end 350 år. (upubliceret) 
Også på Internettet:  http://www.time2look.dk/slgtbog/index.htm

Kristensen, Birgit Juul: Ulfborg Kjærgaard. (Lokalhistorisk årsskrift / Egnshistorisk Studiecenter Ulfborg-Vemb 2005, s. 5-28)  

Kaae, Alfred: Ulfborg. Sogn og saga. Ulfborg, Kaaes forlag, 1952-1956. 2 bd. 

En ny regional erhvervsskole i Viborg godkendt. (Viborg Stifts Folkeblad 23.2.2004, 1.sekt., s. 14)

Sode-Madsen, Hans: Ungdom uden arbejde. Ungdomsforanstaltninger i Danmark 1933-1950. Rigsarkivet, Gad, 1985. [Især s. 152]

 Storgaard Pedersen, P.: Ole Christian Kirk. En Levnedstegning. Kjøbenhavn, 1902.

 Storgaard Pedersen, P.: Ulfborg herred. En historisk-topografisk Beskrivelse. Ringkjøbing, 1900.

 Trap, J.P.: Danmark. 5 udg., red. af Niels Nielsen, Peter Skautrup, Therkel Mathiassen. Gad, 1959-72. 15 bd. [Ulfborg sogn i bd. IX, s. 413-423]

Ulfborg Kjærgaard 1941-91. Jubilæumsskrift. Redaktion: Henning Madsen. Ulfborg, 1991.

 Ulfborg Sogns Spare- og Laanekasse 1870-1920. Udg. af Bestyrelsen. Ulfborg, 1920.

retur til index og forside (bruges kun, hvis index IKKE er åbent  i venstre side)