Min jyske slægt

Anders Jensen blev født i Ø. Refsgård i Ulfborg den 12. maj 1765. Ulfborg kirkebog er beskadiget netop for dette tidspunkt, så det er ikke herfra oplysningen haves, men datoen har han selv noteret på et stykke papir[1]. Forældrene var Jens Andersen og Maren Jensdatter i Ø.Refsgård i Ulfborg, og Anders blev opkaldt efter sin farfar Anders Ebbesen, der døde i Refsgaard i 1763.
Det er lidt uvist, hvornår Anders Jensen kom til Kjærgaard, men ved folketællingen i 1787 blev han benævnt husbond, bonde og gaardmand på gården.

Et umiddelbart indtryk af Anders Jensen er, at han tidligt har vist sig som en driftig ung mand, der ikke ville vente på, at faderen skulle gå på aftægt, og det kan være grunden til, at herskabet på Sdr. Vosborg gerne ville have ham ind som fæster af Kjærgaard. Han har haft en myndig natur, der gjorde, at han allerede som ganske ung mand formåede at være husbond for et par karle, der var noget ældre end ham selv, for det er helt sikkert, at der skulle arbejdes hårdt for at få Kjærgaard på fode igen efter mange års nedgang.
I 1700-tallet var det gået stærkt tilbage for Ulfborg Kjærgaard, og det siges, at der kun var syv grønne agre, og til sidst ejede manden kun en eneste ko. Men da Anders Jensen overtog gården omkr. 1787, gik han i gang med at arbejde den op igen.

Anders Jensen blev gift i Ulfborg kirke den 1. juni 1789 med Kirsten Madsdatter, der var født i 1762 og opvokset på gården Øje i Idum sogn. Hendes forældre, Mads Nielsen Øje og Anne Bertelsdatter, var begge døde i 1786, og ved folketællingen i 1787 var Kirsten Madsdatter tjenestepige på gården Burlund i Idum. Fæsteren på Burlund var Anders Jensens svoger Christen Nielsen, der var blevet gift den 26. september 1786 med Ane Cathrine Jensdatter, der var en søster til Anders Jensen. Både Christen Nielsen Burlund og hans kone var faddere til flere af Anders og Kirsten Kjærgaards børn.

Kjærgaard brændte i sommeren 1793. Det fortælles, at det var tre dage efter sønnen Bertels fødsel i juli, og at ilden opstod under brygning, fordi der lå noget lyng for tæt på gruekedelen. Ilden fik hurtigt fat i loftet på det dengang lave hus og bredte sig med lynets hast, og Kirsten, der var alene hjemme, blev noget forbrændt, da taget skred ned over hende, og det forvandt hun aldrig. Stine Kjærgaard i Ulfborg har fortalt til folkemindesamleren Tang Kristensen, at hendes bedstefar havde fortalt, at det lød så sørgeligt at høre stueklokken slå 12 inde i det brændende hus[2]. Kirsten og det nyfødte barn måtte midlertidigt flytte hen til hendes familie i Idum, og her blev drengen døbt. Det må være den ildebrand, hvorom der fortælles, at storkene nogle dage før flyttede deres unger fra reden og ned på en høstak i engen. Få år efter skete noget lignende. Storkene flyttede deres æg ned i en risbusk nord for gården, og folkene blev da bange for, at gården skulle brænde igen, men det skete dog ikke.
Gården var ikke brandforsikret, men med hjælp fra folk i omegnen blev den bygget op igen, og det lykkedes endda familien hurtigt at komme til hægterne, så det endte med, at de var rigere efter branden end før, ja ”efterhaanden blev han helt velhavende”[3]. Man kan studse over den bemærkning, men undersøger man forholdene nærmere omkring de vestjyske bønders forhold i sidste halvdel af 1700-tallet, viser det sig, at de aldrig har været så plaget af hoveriet som resten af landet, måske på grund af gårdenes spredte beliggenhed, og at de vestjyske godsejere generelt var mere jævne folk, der var i nærmere kontakt med deres undergivne. Og det har også betydet meget, at skolevæsenet i de fleste vestjyske sogne kom under nogenlunde ordnede forhold allerede i 1740’erne, så bønderne op gennem århundredet bevarede et oplysningstrin, som var højere end andre steder. Derfor havde de både et åndeligt og materielt overskud til at gå de nye tider i møde, da stavsbåndet blev ophævet i 1788[4].

Anders Jensen købte gården til selveje fra Sønder Vosborg for 950 Rdl. i 1795, men skødet blev dog først udstedt året efter. I 1799 købte han den del af sognets konge-, kirke-, korn- og kvægtiende, der hørte til gården, hvorved han ikke alene blev medejer af kirkens ejendomme og medansvarlig for bestyrelsen af den, men også fik ret til at vælge de mænd, der som kirkens forstandere skulle sørge for kirkens vedligeholdelse. Det var almindeligt, at gårdmændene, når de var blevet selvejere også købte tienderne, både konge- og kirketiende. Det, der er sagt ovenfor, gælder kun kirketienden. Om kongetienden kan kun siges, at den betalte man med en kapital og var så fri for den. I 1801 var der til hjælp på gården to karle og en tjenestepige.
Anders Jensen Kjærgaard udvidede i flere omgange gårdens areal. I 1802 tilkøbte han 2 parceller fra Sdr. Vosborg, og i 1808 købte han 15 parceller fra Sdr. Vosborg sammen med Jens Jensen Bak. Da sønnen Jens overtog gården, var der et jordtilliggende af Hartkorn 9-6-2-0.
Anders Jensen Kjærgaard var ikke kun en dygtig mand, han var også “en gudfrygtig Mand, i hvis Hus der ikke taaltes nogen Banden eller anden letfærdig Tale.” Da han blev gammel, byggede han et lille Sted nord for Gaarden til sig og konen, idet han i 1828 afstod gården til sønnen Jens Kærgaard, der var opvokset hos fasteren i Ø. Refsgaard.
Samtidig med salget af gården blev der oprettet en ”Underholdnings-Contrakt”, hvori Jens Kjærgaard forpligtede sig til at yde forældrene aftægt. Heri står bl.a.:
”Jeg Anders J.Kjærgård, har med min Kones Råd, Villie og Samtykke, afstået gården til vor Søn, som yder os følgende Aftægt. Af Gårdens Besætning tvende Køer og 6 Får. Vores Schartold, Kister og Klæder samt Sengek1æder, såvel som andre sma Boskab, ligeledes Redskaber såsom Spade, Greb og Skovl. Han leverer os hvert år, 4 Læs Hø, 4 Traver Rug, 4 Tr. Havre, 4 Tr.Byg af bedste godhed og Giftighed. 2 Skp.Hvede, 2 Skp.Boghvede, 4 Lispund Fækjød, 4 Lp. saltet Kjød, 4 Pund Ister, 4 Ænder, 8 P. Fåretælle, 4 Snese Hvilling, 8 store Torsk, 20 Læs Tørv, 3 Læs Klyne, 2 Læs Lyng, 52 Liter godt dansk Kornbrændevin, fri Kjørdsel til Kjøbstad, Kirke og til mine Venner, så ofte jeg det forlanger. Det er vor ønske, at efter vor dødelige Afgang, skal vore rede Penge el. andre Varer deles lige mellem vore Livsarvinger, det er, at en Søster får lige med en Broder”.[5] (Hvis det ikke var skrevet, arvede en datter på den tid kun halvt så meget som en søn).

Anders Jensen døde den 11. maj 1849, 84 år gl., og han blev begravet på Ulfborg kirkegård den 21. maj 1849.
Anders og Kirsten Kjærgaards gravsten kan stadig ses på Ulfborg kirkegård. De to store murede gravsten ligger på Kjærgårdens familiegravsted, som findes syd for kirken.
På hans gravsten står der:

HER HVILER STØVET
AF SAL.
ANDERS KJÆRGAARD
FØD D. 12. MAJ 1765 DØD D. 11. MAJ 1849
HAN VAR EN VIRKSOM MAND PÅ DENNE JORD
OG ELSKEDE GUD OG HANS HELLIGE ORD

Anders Jensen var ikke blot dygtig rent fagligt, men kunne også begå sig bogligt. Han har ganske givet været en oplyst mand, der fulgte med i tidens strømninger, og han havde en endog nydelig håndskrift, som ovenstående eksempel viser. Verset har han skrevet på et stykke papir, hvorpå han også har skrevet, hvornår han og hans kone er født og blevet gift samt navnene på deres børn og hvornår de er blevet født. Papiret er kopieret i Kjærgaard-slægtens slægtsbog.

Parret fik børnene:
1. Marie Anna Andersdatter (født 9.8.1789). Hun blev gift 19.5.1823 i Ulfborg med Laurs Frederiksen fra Ebbensgård, og de bosatte sig i Øster Holm i Ulfborg.

2. Karen Andersdatter (født 19.6.1791). Hun blev gift 26.9.1819 med Chr. Pedersen Bakhus. De bosatte sig i Filsø i Ulfborg.

3. Bertel Andersen (født og hjemmedøbt 5.7.1793). Han blev gift med Anne Christensdatter, og han blev gårdmand i Lille Stenum i Råsted sogn, hvor han døde i 1873.

6. Jens Andersen (født 22.4.1798, død 23.9.1873). Han overtog Kjærgaard i 1828.

9. Inger Andersdatter (født 30.6.1805, død 15.5.1884). Hun blev gift ind i gården Slykgård i Gørding sogn og overlevede tre ægtefæller her.

Kilder:
Ulfborg-Råsted kirkebog 1708-1815.
Ulfborg kirkebog 1838-1865.
Folketællingen for Ulfborg sogn 1787 og 1801.
Litteratur:
Kjærgaard, Henning: Slægtsbogen. Slægterne Kjærgaard og Nielsen fra 1645 (upubliceret).
Kristensen, Birgit Juul: Ulfborg Kjærgaard. (i: Lokalhist. årsskr. 2005, s. 5-28).
Slægten Kærgård. Jysk slægtshistorie gennem mere end 350 år (på internettet).

Kjærgaard-slægtens gravsted på Ulfborg kirkegård. Kirsten og Anders Kjærgaard er efter sigende begravet i murede grave, hvilket dog ikke kan bevises, da gravene skulle være under gangen. Stenene er flyttet i forbindelse med en regulering af kirkegården. Kirsten Kjærgaards gravsten ligger øverst ind mod hækken, og Anders Kjærgaards er den tilsvarende flade sten ved siden af. (Foto 27.8.04 BJK)

[1] Kopi af det omtalte stykke papir findes i Kjærgaard-slægtens slægtsbog. Originalen har dog ikke kunnet efterspores.

[2] Tang Kristensen: Husvennen 29. marts 1891, s. 202

[3] Tang Kristensen: Husvennen 29. marts 1891, s. 203

[4] Iflg. indledningen i E. Storgaard Pedersen: Ole Christian Kirk. Ole Kirk var ejer af Ebbensgaard i Ulfborg sogn fra 1823 til sin død i 1876, og han var medlem af Stænderforsamlingen.

[5] Kjærgaard-slægtens slægtsbog